Spinning i Holsted hang pludselig i en tynd tråd, da det lokale fitnesscenter efter sommerferien med kort varsel meddelte, at de ikke længere ville tilbyde spinning. Heldigvis trådte Holsted Ungdoms- og Gymnastik Forening (HUGF) til og fik hurtigt etableret et midlertidigt set-up. Foreningen, som i forvejen blandt andet har gymnastik, badminton og svømning på programmet, er rigtig glade for nu også at kunne tilbyde spinning til gavn for borgere i Holsted og omegn. ”Da muligheden bød sig for at starte spinning op i Medius, var vi ikke længe om at beslutte os” siger bestyrelsesmedlem Laila Sønderup. ”Spinning passer perfekt ind i foreningens øvrige aktiviteter, som bygger på bevægelse og fællesskab for interesserede i alle aldre”.
Moderne spinningscykler
Med hjælpe fra Norlys Vækstpulje investerede foreningen i 10 nye spinningscykler af mærket Body Bike Smart+, som er det ypperste inden for spinning. ”Det er vigtigt for os at kunne tilbyde spinning med den nyeste teknologi” siger instruktør Søren Olesen.
Cyklerne har således indbygget Watt-måling med meget høj præcision, som gør Watt-træning helt unik. Endvidere kommunikerer cyklerne med både smartphones og med centerets informationssystem, som giver endnu større motivation for brugerne – og via et opladningssystem så kan hvert et tråd i pedalerne give power til din smartphone – så spinning med power til krop, hjerne og mobilen!
”Det giver en ekstra motivation for brugerne, når de kan følge deres puls, belastning, omdrejninger og kalorieforbrug undervejs i træningen. Dette gælder både for de hardcore cykelentusiaster, og de helt almindelige motionister, der blot ønsker en hyggelig spinningstime med et højt energiniveau” siger Søren Olesen.
Medius Støtteforening har også bidraget
Som ekstra bonus, har Medius Støtteforening bidraget med et yderligere tilskud på 35.000 kroner til 2 spinningscykler, så man i dag har et setup med 12 super moderne cykler. Og med det nyeste informationssystem i centeret og god ”corona-venligt” plads i hallen så kan HUGF tilbyde spinning på et meget højt niveau. ”Hvis efterspørgslen er stor nok, så er HUGF naturligvis villige til at investere i endnu flere cykler” udtaler Laila Sønderup.
Alle kan være med til spinning
Der er i øjeblikket holdtræning 5 gange om ugen og derudover tilbydes forskellige spinningsevents i løbet af året. Alle kan være med til spinning. Det kræver ikke, at man er cykelrytter eller i super form. Der tilbydes en gratis prøvetime, så man kan få fornemmelsen af om spinning er interessant. Der er i øjeblikket tilknyttet 4 instruktører, men hvis efterspørgslen stiger, bliver der sikkert brug for flere.
De nye cykler indvies ved en lille reception / åben spinningstime mandag den 21. februar kl. 17.00, hvor alle er velkommen til at se de nye cykler i aktion.