Chris MacDonald kommer til Holsted
Den kendte forsker i ernæring og fysisk træning Chris MacDonald holder et spændende og inspirerende foredrag i Medius Holsted. Billetsalget starter mandag den 11. august
Torsdag den 4. september kl. 19:00 er der foredrag med Chris MacDonald i Medius Holsted. Foredraget tager udgangspunkt i konceptet Strong Body Strong Mind – med speciel fokus på sund mad i skolerne, på arbejdspladserne og i idrætscentre.
Under foredraget vil Chris MacDonald have fokus på både krop og sjæl. Deltagerne vil blive introduceret for Chris MacDonald´s syn på sundhed og wellness, der er et unikt og afbalanceret syn på et sundt og aktivt liv, som giver hvert individ styrke til at beslutte på hvilket niveau man ønsker at praktisere wellness. Deltagerne vil også blive introduceret for ”Sundheds-hjulet”, der er udviklet af Chris MacDonald. Kosten danner et fundament for vores velbefindende og har en dramatisk effekt på vores energiniveau, generelle sundhed og forebyggelsen af sygdom. Chris vil give sit bud på hvad der skal til for at opnå optimal præstation og øget sundhedsrækkevidde.
”Idrætscentre som Medius står overfor store udfordringer mht. sund mad” siger Centerleder Henning Aaskov. ”Med ansættelsen af vores nye caféleder Jytte Kaagh Sørensen, er vi godt rustet til at møde disse udfordringer og vi vil fremover se en række spændende tiltag. Foredraget med Chris MacDonald falder i fin tråd med disse tiltag.
Kendt fra TV
Chris MacDonald blev især kendt blandt den brede danske befolkning med sine TV programmer i foråret på DR1 om motion og sund mad. Her coachede han bl.a. medarbejdere på Toms Chokoladefabrik til et sundere arbejdsliv og en sundere livsstil.
I programmet ”Chris på Skolebænken” hjalp Chris en gymnasieklasse på Frederiksberg til en sundere hverdag – så eleverne fik markant mere energi og større fokus i deres studie liv og det fik indflydelse på deres indlæring samt på deres karakterer. Eleverne var trætte, uoplagte og kan ikke følge med i timerne. De spiser junkfood, sover for lidt, fester for meget og for mange af eleverne er motion et fremmedord. I løbet af to måneder fulgte vi Chris i bestræbelserne på at forvandle 2.Z fra en gennemsnitlig doven gymnasieklasse fyldt med trætte elever til en klasse af eliteelever med de rigtige tal både i karakterbogen, på badevægten og på stopuret i træningslokalet.
Billetsalget starter snart
Billetterne til foredraget kan købes i Medius fra mandag den 11. august. Prisen er 125 kroner for voksne og 75 kroner for unge under 16 år. ”Vi håber at kunne trække rigtig mange mennesker til dette spændende og inspirerende foredrag” siger Henning Aaskov. Foredraget henvender sig til folk i alle aldre, og vil være oplagt for både skoler og firmaer i området så man håber på fuldt hus. For mere information – se www.mediusholsted.dk
Om Chris MacDonald
Chris MacDonald har boet i Danmark i 9 år, men kommer oprindeligt fra USA. Med en baggrund indenfor træningsfysiologi, sportspsykologi og ernæring, bl.a. på Københavns Universitet, og som skaber af Strong Body Strong Mind og Sundhed i Balance-konceptet, er Chris blevet forgangsmand indenfor sund og aktiv livsstil. Han har bl.a. sin faste side i Politiken hver søndag og skriver derudover til en række magasiner.
Chris er blevet kendt i Skandinavien og internationalt for sine meget inspirerende seminarer om sund livsstil, lederskab, coaching og team building.
Derudover coacher han en bred gruppe af mennesker i personlig- og sundhedsudvikling - lige fra Olympiske atleter til mennesker i 70’erne, der prøver at være proaktive omkring deres sundhed for første gang i deres liv.
Chris har selv en baggrund som elite-atlet, bl.a. som roer på det Amerikanske Landshold og som sølvmedaljevinder i det, der er kåret som ’verdens hårdeste sportsbegivenhed’, det 5000 km lange nonstop cykelløb tværs over det Amerikanske kontinent, Race Across America.









