Gang i tilmeldingerne
--- den 24. juni 2008 ---
Festudvalget håber på lige stor tilslutning som sidste år. 650 billetter er allerede reserveret til dette års julefrokost
Så er der ved at komme gang i tilmeldingerne til Julefrokosten i Medius Holsted lørdag den 29. november. Indtil nu har over 15 virksomheder lavet forhåndsreservationer til festen og dette betyder at mere end 650 gæster allerede nu er sikret. Dette er over forventning, siger Søren Olesen fra festudvalget. Vi har kun været i gang i godt 1 måned og på dette tidspunkt sidste år, var der ikke nær så mange interesserede. Festudvalget opfordrer de virksomheder, som overvejer at deltage i festen, til at kontakte festudvalget hurtigst muligt for forhåndsreservation.
Rette koncept
Det tyder på, at man i Holsted har fundet det rette koncept med julefrokost og et stort musiknavn. Sidste år var det Shubidua, som spillede og i år er det så Dodo & The Dodos, som sammen med Around Midnight står for den musikalske underholdning. Sidste år deltog 1350 gæster til festen og det ser ud til, at man også i år kan komme op på dette niveau. Dette set i lyset af erfaringer fra tidligere år, hvor tilmeldingerne fra private selskaber via festambassadørerne først for alvor begynder efter sommerferien. Mere information på www.mediusholsted.dk.
Bag arrangementet står støtteforeningen for Medius Holsted, som består af Søren Olesen, Brian Grosen, Torben Egelund, Malene Ovesen og Keld Christensen, som gerne står til rådighed for yderligere information om arrangementet.
For yderligere information
Søren Olesen
Formand
Støtteforeningen for Medius Holsted
+45 40 28 44 86
+45 75 39 31 41




