Holsted fB

Foreningen HfB Holsted fB fik fejret sit 75 års jubilæum i 2009, og er med et nyrenoveret klublokale nu også klar til 2012.

Så HfB er efterhånden en klub med mange gode og gamle traditioner, men også en forening i stadig udvikling. Siden fusionen i 1934 mellem de 2 fodboldklubber fra henholdsvis byen og stationen, er der dog sket meget.

Klubben holder til på det fremragende anlæg ved det i 2007 ombyggede Holsted Idrætscenter, hvor der er 6 gode fodboldbaner, med gode omklædningsforhold og et rigtig godt klublokale.  De ydre rammer kan derfor ikke blive meget bedre, og der skal i fremtiden være større fokus på foreningens fodboldmæssige og sociale aktiviteter.

Der vil også i 2011 være en uændret stævneaktivitet, primært for ungdomsholdene, hvor U17, U-16 og U-14 (drenge og piger) alle vil blive tilbudt deltagelse i et støre stævne, der planlægges i løbet af opstartsfasen for de enkelte hold.

HfB forstår dog ikke kun på at markere sig på fodboldbanerne - arrangementsvirksomheden er i vækst og stævner mm. afvikles til rigtig manges tilfredshed, også især pga opbakningen fra de mange hjælpere, som støtter op omkring klubben.  Flere frivillige kan dog godt bruges, især til de mange ungdomsaktiviteter, som er en del af klubbens profil og sociale ansvar.

Sidste års Holsted Cup i 2011, som også var stævnets 29. års jubilæum blev i knap så dejligt sommervejr igen en succes med flere deltagende hold end de foregående år. Et af Danmarks største bredde seniorstævner blev som altid, afviklet uden større problemer, med mange kampe på banerne. Diskoteket spillede op til dans til festen om aftenen, og med højt humør blandt deltagerne, blev det endnu en gang en vellykket weekend.

Udbygningen af aktivitetsniveauet i HfB vil til stadighed fortsætte. Klubben skal profileres endnu bedre og vi håber samtidig at kunne gøre det endnu mere attraktivt at spille fodbold i HfB. Sociale tiltag skal give større bredde og sammenhold. Kan dette så kombineres med en satsning hen imod en styrkelse af det fodboldmæssige níveau, vil dette selvfølgelig være godt.

Vi skal og kan ikke være totalt elitebaserede, men gerne stille og roligt forbedre vores resultater. Kunne vi samtidig "lokke" flere tilskuere til vil det kun være en positiv sideeffekt.

Vi takker endnu en gang de mange frivillige, hjælpere, trænere, ledere, forældre, spillere, tilskuere, sponsorer og andre som har været medvirkende til at gøre de sidste år til sjove år for HfB og dets medlemmer - og vi håber meget på at alle står klar til nye indsatser i 2012 og de kommende år.